Er du pårørende til alkoholiker? Så ved du på egen krop, hvor svært og hårdt det er. Måske er du kommet til et punkt, hvor du gerne vil hjælpe en alkoholiker til at indse, hvor stort et alkoholproblem vedkommende har. Det kan du gøre på en respektfuld måde ved at arrangere en intervention, da det kan være det rette værktøj for dig og alkoholikeren.
Hvad er en intervention?
Hvad er en intervention? En intervention er en indgriben i en situation, hvor man ønsker at forhindre et bestemt udfald eller for at ændre en udvikling, som typisk er negativ. En intervention kan bruges til flere forskellige ting, hvor alkoholmisbrug er en af dem.
En intervention foregår ved at familie og venner samles for at gøre alkoholikeren opmærksom på hans eller hendes problem. Det gøres ved, at alle de deltagende fortæller om, hvordan det er at være pårørende eller ven til vedkommende – hvilke følelser og mentale smerter det har for andre, der holder af personen.
Alle deltagere skal ville alkoholikeren det bedste
For at opnå en vellykket intervention, som kan være med til at bryde den benægtelse, alkoholikeren har i forhold til sit problem, kræver det, at den er nøje planlagt. Alle, der er med til interventionen, skal være enige om, at der skal ske en forandring. Her kan du se syv råd til alle, der deltager i samtalen:
- Snak ikke ned til misbrugeren
- Undgå at virke truende
- Sig fra og husk at sætte en grænse
- Snak om jeres følelser
- Snak om hvordan alkoholmisbruget påvirker jer
- Find et emne som taler til misbrugerens følelser
- Stil et ultimatum